Vi bruger cookies. Anvender du safeaway.dk, accepterer du samtidig vores brug af disse cookies.Læs mere her eller luk besked: cookies

Har du brug for en forhåndsvurdering?
Måske – hvis du har en eksisterende lidelse og skal ud at rejse

Sygdom inden afrejse og kroniske lidelser – og hvad så?

eksisterende lidelser og rejseforsikring

Eksisterende lidelser er ikke altid så slemme som navnet antyder. Derfor glemmer mange at tjekke om rejseforsikringen dækker, hvis man tager afsted og må anmelde en skade relateret til lidelsen.

 

Den dårligste nyhed vi som forsikringsselskab kan overbringe en kunde er ”denne skade er desværre ikke dækket, grundet vores undtagelse om allerede eksisterende lidelser”. Desværre er det en gang i mellem nødvendigt og det skaber – selvsagt – en skuffet kunde i den anden ende.

”Jamen hvad dækker min rejseforsikring så?”

Fælles for alle rejseforsikringsselskaber er, at vi dækker det vi kalder ”akut opstået sygdom og skade”. Med ”akut opstået” menes der sygdom (og skade) som ikke er forventeligt når man tager afsted og sygdom der ikke allerede er til stede inden afrejsen.

Med andre ord skal sygdommen/skaden altså være opstået under rejsen for at være dækket.

Dertil kommer nogle forskellige indskærpelser/undtagelser i vores betingelser der præciserer ovestående bedre. Eksempelvis gælder det, at sygdomme/lidelser som er under udredning heller ikke er dækket, hvis du vælger at tage af sted og får symptomer under rejsen.

Disse skader dækkes typisk ikke af din rejseforsikring

For at gøre det mere konkret, har vi lavet et par tænkte eksempler, som alle sammen vil modtage en afvisning på dækning. Husk at hvert selskab har sine egne betingelser og nedenfor har vi taget udgangspunkt i vores egne.

  • Skade: Du har to måneder inden afrejse fået fjernet din blindtarm ved en ukompliceret, ambulant operation. Du vælger at tage af sted på din rejse og oplever efter en uges tid, at såret springer op, hvorfor du opsøger en læge.
    Hvorfor dækker I ikke det? Alle skader opstået som følge af indgreb foretaget op til seks måneder før afrejse, er ikke dækket hos safeAway. Selvom du måske har følt dig ”ovenpå” og er erklæret rask og har været det i flere uger efter en operation, gælder den objektive bestemmelse stadig – 6 måneder er altså 6 måneder.
  • Skade: Lige op til afrejse har du kunne mærke lidt ubehag når du lader vandet. Du tænker ikke nærmere over det, og vælger at tage af sted på ferie. Et par dage efter ankomst har smerterne dog taget til og du er nu nødsaget til at opsøge læge, så du kan få bugt med hvad du efter lægebesøget nu med sikkerhed ved, er en urinvejsinfektion.
    Hvorfor dækker I ikke det? Uanset om lidelsen har fået ”et navn” – altså om du har fået en diagnose – eller ej, betragtes du stadig som værende i konflikt med betingelserne. Så snart du har symptomer er sygdommen jo opstået – også selvom en læge endnu ikke har givet dig en endelig diagnose. Dette gælder i øvrigt alle former for sygdomme – både de meget alvorlige som eksempelvis kræft til de lettere som eksempelvis forkølelse.
  • Skade: Du har diabetes 1 og har haft det i 15 år. Du går til tjek en gang årligt, og ved sidste tjek sætter din læge dig ned i medicindosis. Det betragter du som noget positivt og tager glad afsted på ferie. Desværre viser det sig, at den nye dosis er for lav, så du bliver indlagt under rejsen.
    Hvorfor dækker I ikke det? Da du inden for de seneste 6 måneder før afrejse har fået foretaget en ændring i medicin, er skader relateret til din medicinkrævende tilstand ikke dækket.

Vores bedste råd inden du køber rejseforsikring

Er du skræmt over ovenstående eksempler? Det er bestemt ikke meningen. Hvad der derimod er meningen, er at du skal træffe et kvalificeret valg når du køber din rejseforsikring. Husk at det er dit ansvar at læse og forstå betingelserne, for det er jo dig der køber produktet. Har du problemer med at forstå vores betingelser, er du altid velkommen til at ringe til os.

Forhåndsvurdering

Det er muligt for dig at få en forhåndsvurdering, hvis du er i tvivl om hvorvidt præcis din sygdom vil være dækket. Forhåndsvurderinger kan give ro i sjælen ift. dækning – og i værste fald kan det afklare om det overhovedet vil være forsvarligt at rejse med den pågældende sygdom.

 

Det var vist nok løftet pegefinger for denne gang!

/Charlotte

Videre til værktøjslinje