Vi bruger cookies. Anvender du safeaway.dk, accepterer du samtidig vores brug af disse cookies.Læs mere her eller luk besked: cookies

– Travel Insurance the right way
Køb direkte uden fordyrende mellemled

Smitsom leverbetændelse – Hepatitis A

Smitsom leverbetændelse skyldes en infektion med hepatitis A-virus (picornavirus), der forekommer i tarmsystemet hos mennesker. Størstedelen af de ramte bliver smittet på rejser i en række udsatte lande.

HVORDAN SMITTER SMITSOM LEVERBETÆNDELSE?

Smittekilderne hænger stort set altid sammen med dårlig hygiejne, hvor virusset overføres gennem drikkevand og madvare, der ikke er varmebehandlet. Hepatitis A-virus tåler ikke opvarmning til over 60 grader, men overlever til gengæld fint i frosset vand. Derfor er isterninger, der er lavet at postevand direkte fra vandhanen, en meget normal smittekilde.

SYMPTOMER PÅ SMITSOM LEVERBETÆNDELSE

Inkubationstiden (tiden fra smitte til sygdomsudbrud) ligger mellem 10 og 40 dage.

Symptomer viser sig i første omgang som nedsat appetit, kvalme, feber samt smerter i muskler og led. Derefter ses gulfarvning af huden, slimhinder og det hvide i øjnene, mens afføringen bliver lys og urinen bliver mørk.

Sygdomsforløbet er normalt på en halv til en hel måned, men kan i sjældne tilfælde strække sig over to måneder.

HVOR FOREKOMMER SMITSOM LEVERBETÆNDELSE?

Hepatitis A forekommer i hele verden med undtagelse af Australien, New Zealand, USA, Canada samt Nordeuropa.

Hepatitis A forekommer særligt ofte i lande, hvor den daglige hygiejne er dårlig. I Afrika, Asien og Sydamerika ses hepatitis A almindeligvis hos børn. I de pågældende lande har mere end 80 % af befolkningen over 20 år antistoffer mod hepatitis A-virus. Dette påviser en tidligere infektion.

Langt de fleste bliver smittet med Hepatitis A-virus på rejser til de ovennævnte lande eller ved direkte kontakt med familiemedlemmer, der er smittede.

VACCINE MOD SMITSOM LEVERBETÆNDELSE

Vaccinen mod hepatitis A gives som to indsprøjtninger med cirka et halvt års mellemrum. Den første vaccination holder i minimum 12 måneder, men der kan gå op til ti år mellem de to vaccinationer, hvor virkningen af første vaccine så genopfriskes til at holde i 40 år.

Hepatitis A-vaccinen yder en beskyttelse på mellem 95 og 100%.

Skal man på en kortere rejse i Asien, Sydamerika eller Afrika kan immunglobulin være et mere økonomisk alternativ til vaccination, da det kun gives med én injektion. Immunglobulin beskytter mod smitsom leverbetændelse i cirka 3 måneder.

HVORDAN BEHANDLES SMITSOM LEVERBETÆNDELSE?

Hepatitis A kan ikke behandles medicinsk. Vaccination eller immunglobulin kan lette sygdomsforløbet hos smittede, der endnu ikke har udviklet symptomer.

 

Kilder: vaccination.dk, netdoktor.dk

Læs mere om:

Dengue Feber
Ebola
Japansk hjernebetændelse
Malaria

 

 

Videre til værktøjslinje